Planten sætter ikke druer som en almindelig vinplante, men den danner nogle flotte turkisfarvede bær. Om den så vil gøre det under disse himmelstrøg, må tiden vise.Jane graver plantehullet lidt ud fra husmuren.

For det er et velkendt fænomen, at jorden ofte er mere tør helt inde ved væggen. Det er især på grund af husets udhæng. Man kan eventuelt senere plante andre planter, der kan dække jorden og skygge omkring foden af klatreplanten.

Det gælder særligt for klematis, men egentlig også alle andre klatrende planter i naturen, der jo netop er kendetegnet ved at klatre opad for at blomstre, mens rødderne vokser i skyggen af et træ, en busk eller andet, der kan virke som klatrestativ for planten.

Plantehullet er stort nok nu. Hun løsner jorden i bunden af hullet med en greb. Og så fylder hun op med vand, så jorden er rigelig fugtig. Vandet skal dog først synke, før planten kan komme i. Men først hælder hun lidt pottemuld i for at forbedre jorden.

Planten er bundet op på bambuspinde fra planteskolen. Dem lader hun sidde i første omgang. Så er der styr på planten, indtil espalieret er på plads.Mens hun fylder ekstra jord på, sørger hun for at lave en lille vold, så det stadig er let at vande, uden at vandet løber væk.

Det er primært i løbet af den første vækstsæson, det er vigtigt. Når planten har fået ordentligt fat, kan man sagtens jævne volden ud. Nogle måneder senere er espalier-trådene sat op på væggen. Planten er vokset noget til, siden den kom i jorden.

Nu gælder det om forsigtigt at løsne den fra bambuspinden og få den bredt ud og etableret på espalieret. Én af rankerne har allerede fået godt fat i den yderste tråd. Og klatretrådene har også slynget sig godt omkring bambuspinden.

Først må Jane klippe planten af bambuspindene, så rankerne bliver fri. Hun begynder fra oven og arbejder sig nedefter. Planten har også slynget sig godt rundt om egne ranker, så det er et noget møjsommeligt arbejde at befri den. Men man må blot tage det stykke for stykke.

Så er forarbejdet gjort, og Jane kan begynde at binde op på trådene. Hun lægger ud med den ranke, der allerede har slynget sig omkring den første tråd. Den skal løftes en anelse.Så er hun klar med næste ranke.

Hun binder den til forneden først og derefter opad, mens hun løbende leder vækstretningen længere mod højre i espalieret. Hun vil jo gerne have dækket hele murstykket med planten.Den løbende opbinding sikrer, at planten bliver, hvor hun gerne vil have den.

Senere vil planten selv tage fat med sine små fangarme. Men det er vigtigt, at man selv sørger for at lede den i den ønskede retning fra starten. Ellers risikerer man, at det hele blot ender i en stor filtret bunke.

Hun må løbende tage bestik af planten, så udtrykket bliver, som hun gerne vil have det. Der er ikke plads til alle rankerne i espalieret. Den lange ranke har faktisk afsat blomster, mens den lille endnu blot bare er på vej.

Så selv om den egentlig sad bedre i forhold til trådene, vælger hun alligevel at klippe den lille af og binde den lange ranke op.Tilbage er kun en enkelt mindre ranke, som hun leder over mod højre.Hun går planten efter.

Klipper det af, som er knækket undervejs, eller som der ikke er brug for – og binder enkelte ranker videre op. Så er espalieret færdigt. I den kommende tid er det er selvfølgelig en god idé at sikre sig, at rankerne fortsat bevæger sig i den ønskede retning.

Hold løbende øje med planten, ret den til, og bind den op, så det bliver dig, der bestemmer det videre forløb, og ikke planten.