Nogle slyngplanter har hæfterødder og holder sig selv fast, mens andre skal have en form for stativ eller andet at klatre i. Og det er bestemt ikke ligegyldigt, hvad du vælger. Vedbend danner fx hæfterødder, der med tiden effektivt holder planten på plads på voksestedet.

Roser klatrer primært ved hjælp af tornene. Men tornene skal selvfølgelig have noget, de kan gribe fat i. Når klatrerosen først er kommet godt op i højden, kan den sagtens hvile fx på en hylde som her.

Frodigheden er nærmest overdådig, når rosen skødesløst vælter ud over hylden og rammer udhuset ind som her. Du kan hjælpe klatreroserne på vej ved at plante dem op ad et stativ. Her danner en række buer en romantisk rosentunnel.

Rosenplanterne er fæstnet til buerne på forskellige måder. Nogle steder er der anvendt en tyk, plastbelagt tråd.Andre steder er det forskellige former for kroge, der holder herlighederne sammen. Her er også dværgmisplen (Cotoneaster) espalieret op på husets facade.

Den klatrer ikke af sig selv, så her er brugt små metalvinkler til at holde planten på plads. Men der er også lodrette tråde, der kan støtte planten, så den kommer op i højden. Dværgmispel kan ikke holde sig fast af sig selv, så her er man nødt til at hjælpe planten på vej.

Klematis vikler derimod sine bladstilke rundt om alt, hvad de kommer i nærheden af. Blot må man huske, at de spinkle bladstilke ikke kan sno sig omkring tykke stammer, medmindre man hjælper processen lidt på vej.

Her er stolpen fx beklædt med hønsenet, som klematisplanten sagtens kan fæstne sig i. Og når du først har gjort dit forarbejde, kan planten stort set klare resten selv.