Blåregn kan ikke holde sig selv oppe, så den skal have noget at klatre i. Derfor skal der etableres en overbygning med en slags overligger på det eksisterende plankeværk.

Allerede på tegnebordet er det vigtigt at tage højde for, hvad det er for en plante, der skal vokse her. Både fordi slyngplanterne kommer til vejrs på forskellig vis – og der er også stor forskel på tyngden af dem, når de får nogle år på bagen.

En blåregn slynger sig opad med stammen. Den er kraftigt voksende og bliver forholdsvis tung. Derfor skal sådan en plante både have en gedigen konstruktion, der kan bære en del vægt, men der skal også være noget med et mindre omfang end stolperne, som blåregnen til at begynde med kan sno sin stamme omkring.

I første omgang bruger Jane et foto fra haven som udgangspunkt for sin skitse. Pergolaen skal følge det eksisterende plankeværk, der går fra husets hjørne og slår et 90 graders knæk hen mod et eksisterende cykelskur.

De stolper, der i forvejen støtter plankeværket, skal alle forlænges i højden. Det kan fx gøres ved at skære et profil, så den eksisterende stolpe kan samles med et nyt stolpestykke.

Når man så både limer og skruer samlingen fast, får man et holdbart resultat. Oven på stolpeforlængelserne skal der monteres en overligger. Overliggeren er en smule smallere i sin dimension end stolperne. Det gør helhedsindtrykket lidt lettere.

På indersiden af stolperne i hver side og under overliggeren skal der monteres en tyk stålwire. Wiren skal sidde med en afstand på mindst 5 cm fra træstolperne.

Det er omkring denne wire, blåregnen kan sno sin stamme. Når tegningen er klar, er det ikke så svært at gå i gang med pergolaen.