Vinterjasmin er egentlig en busk, men den har hængende grene, der kan espalieres, og den bruges derfor som slyngplante.Vinterblomstrende planter bør man placere på velvalgte steder i haven. For du får langt mere glæde af planterne, hvis de vokser der, hvor du naturligt kommer forbi i blomstringstiden.

Her i haven er hjørnet mellem udhuset og plankeværket lidt bart. Husets beboere har fri udsigt til hjørnet fra stuens vinduer. Derfor er det et godt sted at plante den vinterblomstrende busk. Du kan let espaliere de hængende grene ved blot at binde dem fast. Og med en hjælper på den anden side af raftehegnet går det let her.

Så vil det i fremtiden være muligt at stå i den varme stue i vinterens løb og nyde synet af de fine gule blomster. Vinterjasmin står i øvrigt grøn i sommerhalvåret. I løbet af efteråret taber den bladene, og i vinterens løb står den bladløs, men altså med de fine gule blomster, der i øvrigt minder meget om forsytiabuskens blomst.