Når dit nye frugttræ er i jorden, kan du selvfølgelig vælge at lade det passe sig selv og overlade formen til naturens kræfter og luner. Ulempen er, at du risikerer at få et højt træ med tæt krone, der hindrer frugten i at modnes, og hvor de flotteste frugter sidder så højt oppe, at du ikke kan nå dem. Kuren mod disse problemer er hård beskæring, og det bliver træet sjældent kønnere af. Derfor anbefaler vi, at du hjælper det nyindkøbte træ med at finde den rette form. Hvilken form det skal være, afgør du selv. Men beslutningen skal træffes, mens træet er helt ungt.