Sidste år var der stort set ingen frugt på træet, men den overdådige blomstring i år tyder på, at der vil komme masser af æbler i år. Men så massiv en blomstring og efterfølgende frugtsætning, som træet viser lige nu, trætter træet så meget, at det ikke har energi nok til at danne blomster til næste år.

Træet er med andre ord inde i en ond cirkel. Fænomenet kaldes vekselbæring, og det er i bund og grund en ubalance i træet. Heldigvis er det muligt at hjælpe træet tilbage i balance igen.

Men det er lidt af et pillearbejde. I det år, hvor træet blomstrer rigeligt, skal du nemlig ud og pille en del af blomsterne af.Sørg for at snuppe de blomster, der alligevel ikke ville give god frugt. Det er typisk de blomster, der sidder i skyggen.

Altså blomster, der vender væk fra solen, og blomster, der sidder på undersiden af grenene. Hvis du er heldig, behøver du kun at tynde ud i blomsterne denne ene gang for at få træet i balance igen.

Vekselbæring opstår ofte, fordi der har været frost i blomstringstiden. Frosten ødelægger blomsterne, og så kommer der ingen frugter det år.

Året efter vil træet kompensere for den manglende frugtsætning og producere ekstra mange blomster. Så er ubalancen atter tilbage, og du må så igen ud og tynde ud i blomsterne for at hjælpe træet i balance igen.