Den friske frugt vil nemlig udeblive, medmindre de blomstrende træer bliver bestøvet. Bier er særligt gode til at bestøve blomster, så det kan godt betale sig at lokke dem ind i haven. Også de insekter, der angriber skadedyr, er nyttige i frugthaven.

De nyttige insekter kan lokkes ind i haven ved at tilbyde dem kost og logi. Det kan du gøre ved at dyrke blomster eller andre afgrøder, som fx bierne kan lide.

Her på marken vokser fx gåseurt og stenkløver, der netop dyrkes for at tiltrække bierne til frugtplantagen, der ligger lige ved siden af. I plantagen er der også opsat forskellige indretninger, der kan huse bierne, når de først har indfundet sig.

De huller, der her er dækket af et gråt lag, er der, hvor bierne allerede er flyttet ind.I den private have er det også muligt at sørge godt for de nyttige insekter. Der findes nemlig mange forskellige færdiglavede insekthoteller i handlen, der netop tiltrækker de dyr, der hjælper den gode frugtsætning på vej.

Her er fx et logi til de vilde bier. De foretrækker at være et sted, hvor der er både er læ og tørt.Konstruktionen af paprør, der er fyldt ind i et plastrør, er helt enkel. Der er oven i købet monteret et beslag, så det er nemt at sætte den op.

Denne model er lavet til både vilde bier – også kaldet murerbier – foruden nyttige guldøjer. Første sal er indrettet til bierne, mens underetagen er lavet som et vinterhi for guldøjer, hvis larver æder bladlus.

Fuglekassen her er god, hvis man gerne vil trække flere småfugle til. Mejser og musvitter er nyttige, fordi de æder masser af larver og småinsekter, som ellers kan gøre skade i haven.

Fuglekassen er færdiglavet med beslag – og er lige til at hænge op, hvor man gerne vil have den.Maren monterer først det lille rør på en bygning, der støder op til frugthaven. Insekthotellet skal helst sidde i solen, men beskyttet mod regn.

Så er det tid til montage af fuglekassen. Den er i øvrigt lavet, så man kan fjerne fronten og gøre kassen ren, fx en gang om året. Den skal op i det store æbletræ i frugthaven.

For at undgå at bore i træet binder hun redekassen fast med en solid gummisnor – i både top og bund. Og det varer ikke længe, før den er indflytningsklar. Insekthotellet i to etager kan også åbnes.

I stueetagen, der er beregnet som vinterhi for guldøjer eller mariehøns, skal der nemlig placeres lidt tørt græs eller halm, som insekterne kan putte sig i. Maren sætter insekthotellet op i frugthaven. Det skal helst hænge et sted, hvor der er en smule sol.

Den massive stolpe for enden af bær-espalieret er fin til formålet. Der mangler blot et søm, og så er også denne kasse på plads. Nu har hun gjort, hvad hun kunne for at sikre et optimalt dyreliv af den nyttige slags i sin nye frugt og bær-have.