Træet indgår ikke i den nye haveplan, men det er næsten synd at fælde det. Derfor vil han gerne have det flyttet om i baghaven, hvor det kan blive stående og blomstre i mange år fremover.

Anlægsgartneren graver først i en cirkel rundt om træet. Det er en god idé at grave en dyb, smal rende omkring stammen i en afstand på 30-60 cm, alt efter hvor høj planten er. En diameter på omkring en tredjedel af plantehøjden er passende.

Mindre rødder skæres over med spaden, mens en sav kan være nødvendig til de lidt større. Så kan du bevare så meget af rodnettet som muligt. Alle rødderne vil dog ikke slippe helt uskadt fra flytningen.

Nu skifter Jesper nemlig til drænspaden, som er god, når du skal nå langt ned under træet og hakke de rødder af, som vokser lodret ned i jorden.

Jesper hugger spaden ned og bruger sin vægt til at vippe træet opad for at løsne rødderne. Det tager lidt tid, men træet begynder lige så stille at tippe over, indtil Jesper hugger en sidste gang med spaden, og træet må lægge sig.

Skvalderkålen har haft kronede dage omkring det lille træ. Derfor fjerner Jesper jorden med skvalderkål omkring rødderne, inden han bærer træet om i baghaven. Der er absolut ingen grund til at flytte det genstridige ukrudt med!

I baghaven har han i forvejen gravet et hul til træet. Hullet er ikke så dybt, da træets lodrette rødder er hugget over. Til gengæld har hullet en stor omkreds, så der er god plads til de vandrette rødder, der er bevaret.

Træet passer perfekt ned i hullet, og Jesper dækker nu rødderne med en god portion løs jord. Sørg for at stampe jorden grundigt ned omkring rødderne, så træet bliver holdt godt oppe og ikke vælter ved det første vindstød.

Samtidig får du fjernet eventuelle luftlommer i jorden, som ellers kunne være årsag til, at rødderne ville tørre ud. Slut af med at give træet en ordentlig omgang med haveslangen.

Træet har brug for meget vand, hvis det skal overleve en flytning som denne. Og det er en god idé at vande det dagligt i den næste periode, hvis ikke naturen selv ordner det med nogle gode regnbyger.