Frugttræer SKAL ikke beskæres – de KAN beskæres, hvis der er behov for det. Det er der, hvis kronen er meget tæt, og der ikke kan trænge lys og luft ind til alle frugterne. Hvis kronen er mere åben, giver det større og mere velsmagende frugt. Men ikke mere frugt.

Hvis der er syge, døde eller beskadigede grene på dit frugttræ, bør du altid fjerne dem. Det gælder også grene, der krydser hinanden eller sidder så tæt, at de kan ødelægge hinandens barklag. Fjern også rodskud og vanris.

Tidspunktet er ikke afgørende , når det handler om æble- og pæretræer. De kan i princippet beskæres hele året. Det gælder derimod ikke kirsebær- og andre stenfrugttræer, der kun må beskæres, mens de bærer blade. Men lad være med at beskære frugttræerne, mens de blomstrer. Du risikerer at ødelægge blomsterne på de grene, der ikke skal væk. Det er også en god idé at beskære træer i en tør periode, så du mindsker risikoen for svampeangreb.

Uanset hvilket frugttræ du vil beskære, skal du ikke fjerne mere end højst nødvendigt. Ellers vil træet danne en masse vanris, som det vil tage års moderat beskæring at få styr på. Hvis det sker, skal du rive dem af, så snart de vokser frem.