Lodrette brædder, der udsættes for vejr og vind, vil ofte rådne forneden.

Årsagen er, at de med tiden revner i enderne. Når vandet løber ned ad brædderne og trænger ind i revnerne, ophober der sig vand i træet, som resulterer i råd.

Især de nederste 10 cm er udsat. Det er sket med døren her. Men i stedet for at skifte hele døren kan vi nøjes med at save det rådne væk og sætte et nyt bræt på – et såkaldt offerbræt. Resultatet er flot, og vi sparer mange penge.

SÅDAN GØR DU:

1. Find først ud af, hvor langt op brædderne er rådne

Det gør du ved at stikke i træet med en lille skruetrækker – stikkes den let ned i træet, er det råddent. Vær opmærksom på, at træet sagtens kan være råddent inden under malingen.

2. Tegn en vinkelret streg op tværs over døren

Sæt stregen et par cm over, hvor råddet stopper. Det er let med en stor vinkel. Og smart, hvis du har sat et par mærker, hvor råddet stopper, så du er sikker på at være helt fri af det.

3. Sav det nederste rådne stykke af døren

Tjek, at der ikke sidder søm eller skruer, hvor du skal save. Læg en føringsskinne til stregen, og stil rundsaven på et 15 graders snit. Skæredybde skal være brættets tykkelse plus ca. 5 mm.

4. Sæt en samleliste fast nederst på døren

Listen på 21 x 43 mm skæres til i samme længde som revlen på døren. Den placeres i flugt med revlen og skal stikke ca. 2 cm ud over det nederste af døren. Her gøres den fast med 4 x 40 mm skruer.

5. Skær det nye vandrette bræt til

det såkaldte offerbræt. Det skæres ud af et 26 x 120 mm bræt med skrå snit på 15 grader langs begge kanter. Brug rundsaven med føringsskinnen igen.

6. Offerbrættet skæres til på længden

– det skal svare til bredden på døren. Det skrå snit øverst på brættet passer til det skrå snit nederst på døren. Den skrå kant forneden sørger for, at vandet kan løbe væk.

7. Brættet skrues fast til døren

Puds det først med slibepapir. Sæt det så på plads for enden af døren. Pres det godt op mod de lodrette brædder, mens det gøres fast med 4 x 40 mm skruer gennem samlelisten. Nu er døren klar til maling.

8. Mal brættet

Det er en god idé at give de ubehandlede brædder grundingsolie først, også gerne de afskårne ender på døren. Lad olien suge godt ind i enderne på brædderne. Mal så med træbeskyttelse.

9. Hæng døren på plads

Du kan evt. give resten af døren en gang maling også, så det ikke kun er det nederste bræt, der er nymalet. Hvis hele døren skal males, skal den først slibes med slibepapir.