Når solen bager, er der ikke meget, der kan konkurrere med en tur i et dejligt tempereret badebassin. Faktisk kan de fleste børn uden problemer ligge og plaske hele dagen. Men det billige plasticbassin, som du kan købe overalt hele sommeren, holder sjældent særlig længe, og vandet fosser ud ved selv den mindste berøring af bassinkanten. Et permanent bassin kan derimod holde til noget. Til gengæld er det både dyrt og pladskrævende. Især når man tager den forholdsvis korte sommer i betragtning. Derfor satte vi os for at bygge et bassin, der var stort nok til en ordentlig dukkert og solidt nok til legende børn. Og så skulle det være lige til at pakke sammen, når pladsen skal bruges til andre formål.