Påsken falder tidligt i år, og ikke alle byggemarkedets blomster tåler nattefrost.

Det skal du IKKE gøre i påsken:

1. Male udendørs træværk

Vejret har slet ikke været tørt nok til, at du kan begynde at male træværk. Gør du det alligevel, risikerer du at spilde den dyre maling og i værste fald at skade træet. Træet er nemlig sandsynligvis så fugtigt, at det vil få malingen til at skalle af.

Hvis du bare ikke kan vente: Køb en fugtmåler i byggemarkedet og tjek det træværk, du vil male. Er der mere end 18 % fugt i træet, så vent.

Sensommeren er den oplagte tid at male i. Træet er tørt efter en lang sommer, og træets fugtighed er lav. Samtidig er temperaturen store dele af døgnet mellem de optimale 18 og 23 grader.

2. Plante blomster ud i haven

Der er altid blomster til udplantning på byggemarkedernes hylder. Nogle af dem kan klare nattefrost, men tjek det lige! Blomster dyrket i drivhus kan du måske være heldig at få til at overleve. Men stiller du dem udenfor i et anfald af ukuelig forårsoptimisme, risikerer du, at den førstkommende nattefrost tager livet af dem.

Byggemarkederne kender problemet, så lige nu har de formentlig sorter, der tåler nattefrost. Men det gælder ikke alle, og heller ikke alle planteskolers udvalg.

Hvis du bare ikke kan vente: Stil blomsterne ind i drivhuset, skuret eller et andet lunt sted de nætter, hvor der varsles nattefrost. Dæk dem over med fiberdug på kølige nætter.

SE OGSÅ: Byg en mistbænk - og kickstart køkkenhaven

3. Anlægge ny græsplæne

Græsfrø spirer bedst, når temperaturen er over 10 grader, så her er byggemarkederne igen lovligt tidligt ude. Vent.

Det mest optimale er faktisk at vente til først på efteråret, hvor både temperatur og fugtighed er perfekt. Så undgår du også, at en tidlig sommer svider det nyspirede græs af, inden det får ordentligt fat.

Hvis du vil anlægge plæne i foråret, så gør det, når temperaturen er tæt på 10 grader, og sørg for godt med vand i tørre perioder.