Har du en pumpebrønd som her, er det en god ide at installere en såkaldt skydeventil som denne. Når pumpebrønden skal renses, skal ventilen blot lukkes, så tilstrømningen af vand til brønden stoppes.

Når pumperne har tømt brønden, kan både brønd og pumper rengøres, hvorefter du kan åbne ventilen igen, og cirkulationen fortsætter.Generelt skal du holde et vågent øje med din pumpe og rense den efter behov.

I bassiner, hvor pumpen er placeret direkte i vandet, kan visse typer af pumper blive tilstoppet. Det er sket her. Det er selvfølgelig vigtigt at slukke for pumpen, inden du begynder at rengøre den. Med det samme pumpen kommer op af vandet, kan man tydeligt se, at noget plantemateriale er blevet suget ind og har sat sig fast.

Dan fjerner det værste med fingrene, inden han går i gang med at skrue pumpen fra hinanden. Pumpen her er en såkaldt trykpumpe. Den pumper typisk vandet videre til et vandløb eller et springvand. Derfor har den små huller i indsugningen.

Hullerne sikrer, at skidt og møg ikke bliver pumpet ud i vandløbet eller springvandet, hvor det kan være meget mere besværligt at fjerne. Efter lidt anstrengelser lykkedes det Dan at få skilt forfilteret ad. Nu kan han fjerne resten af det skidt, der sad og stoppede. Det får også en tur under hanen for at få det sidste med.

Når alt skidtet er væk, er det blot at samle pumpen igen og sætte den tilbage i dit bassin. Vedligeholdelsen af din pumpe vil dog altid blive mindre, hvis du løbende sørger for at holde dit bassin fri for blade og andet skidt.

En regelmæssig rengøring af bassinet sikrer derfor de bedst mulige forhold for din pumpe.