Det skal blot graves ned et sted i haven og fyldes op med jord og planter. Små bassiner som dette 150-liters bassin egner sig ikke til fisk. Det bliver nemlig ret hurtigt alt for varmt på en solrig sommerdag. Dog er her masser af muligheder for at placere forskellige planter i de indbyggede sump-zoner og på bunden.

Det store 1500-liters bassin kan ligeledes tilplantes i sump-zonerne, men her er vandmængden også tilpas stor til, at du kan have et par guldfisk svømmende rundt. En åbenlys ulempe ved de formstøbte bassiner er, at du ikke selv kan bestemme formen og dybden på dit bassin.

Bassinet vil derfor aldrig få det samme personlige præg, som du kan opnå med et bassin lavet af gummifolie.Folie har en levetid på omkring 10-20 år og er dermed den mest holdbare løsning, samtidig med at du kan forme det præcis efter dine ønsker.

Den fås i forskellige prisklasser, men Dan anbefaler, at man bruger den lidt dyrere gummifolie, da det er et mere elastisk materiale og derfor nemmere at arbejde med. De billige folietyper er ikke nær så elastiske, og du risikerer at få nogle grimme folder, som det er tilfældet her.

Det kan besværliggøre rengøringen af dit bassin, og så er det i øvrigt ikke specielt pænt at kigge på! Foliebassiner har ofte et pænere slutresultat, da kanterne lettere kan skjules og gøres pæne, end de kan på de formstøbte bassiner.

Om du er til den hurtige og nemme formstøbte løsning eller foretrækker folien, som du selv kan forme, må bero på både dit temperament, den tid, du har til rådighed, og din pengepung.