En vedvarende hosten efterfulgt af en hvæsende vejrtrækning kombineret med røde, rindende øjne. Hvis du eller en anden i din familie kan nikke genkendende til de symptomer, er fjenden i skikkelse af skimmelsvampe og husstøvmider muligvis flyttet ind. Antallet af allergikere har været stigende gennem de seneste ti år, så hver fjerde vesteuropæer nu har en form for allergi. Ingen ved præcis, hvorfor tallet stiger.

Én teori går på, at vi som børn vokser op i så klinisk rene miljøer, at vores immunsystem ikke når at blive tilstrækkelig robust over for de fremmede mikroorganismer. En anden og mere udbredt teori siger, at vores boliger i dag er så velisolerede, at manglende udluftning kombineret med høj fugtighed sætter gang i husstøvmider, som med lynets hastighed formerer sig i madrasser, dyner, puder, dyrs sengepladser, på gulvet og under sengen.