Video
Let
Svær

Revner i det pudsede loft kan være svære helt at undgå. Forskellige byggematerialer tér sig forskelligt og kan med tiden sprække eller gå i forfald, så grimme og skæmmende revner kan opstå.

Hvis revnerne har en tilbøjelighed til at komme igen, kan du med fordel armere loftet med glasfilt, som ud over at give en flot ensartet overflade hjælper med effektivt at holde problemet nede. Men med en tube akrylspartelmasse, lidt sandspartel og glasfilt kan revnerne bekæmpes, og loftet kan komme til at se ud som nyt igen.

SÅDAN GØR DU:

1. Start med at kradse revnen op

For at gøre det muligt at spartle skal revnen være minimum 5 mm bred. Støvsug revnen bagefter for at sikre, at bunden er ren og spartelmassen kan hæfte ordentligt.

2. Påfør akrylspartelmasse

Allerbedst er det at bruge en tube med en lang “snabel”, som kan komme godt ind i den opkradsede revne. Du kan også fugte revnen lidt med vand inden for at få massen til at hænge fast.

3. Tryk akrylspartelmassen godt ind i revnen

mens du glatter med en smal spartel. Sørg for at få overskydende spartelmasse væk, så der er plads til sandspartelmassen efterfølgende. Vent på, at akrylspartelmassen er tør, før du fortsætter.

4. Finspartel med sandspartelmasse

Hvis du ikke sparer for meget på spartelmassen, kan du normalt klare dig med ét afsluttende lag. Når sandspartelmassen er tør, slibes overfladen med slibepapir korn 100.

5. Hvis du har mistanke om, at revnerne kommer igen

er det en god forsikring at klæbe glasfilt på (hele) loftet. Den tynde glasfilt er stort set usynlig, men den armerer utrolig godt og modvirker derfor nye revner.