Når du vil fjerne støjen i et rum, er det godt at kende forskel på de forskellige typer støj: luftstøj, trinstøj og rumklang, for de begrænses med forskellige virkemidler.

Luftstøjen

Luftstøjen begrænser du mest effektivt ved at gøre loftet lufttæt. Er der en nok så lille åben sprække rundt om rørene, der går gennem etageadskillelsen, vil der her utroligt nok blive overført mere af luftstøjen end gennem hele det øvrige loft.

Trinstøjen

Trinstøjen stopper du ved at hindre materialerne i at lede lyden videre. En vigtig faktor her er ren vægt. Der skal ganske enkelt meget mere larm til for at sætte tre lag gipsplader i svingninger, end der skal til at sætte et lag tynde brædder i gang.

Det næste middel er at mindske forbindelsen mellem fladerne – som når vi lægger stropper ind mellem gulvet og loftet. Og et tredje vigtigt middel er at dæmpe svingningerne i luften mellem fladerne med mineraluld el.lign.

Trinstøjen kan du også begrænse ved kilden, uden at nogen skal ændre adfærd – hvis du ellers har adgang til den. Fx ved at lægge tæpper og trinlyddæmpende lag på gulvet, ved at sætte filtdupper under møblerne og ved at undgå hårde såler under skoene.

Rumklangen

Rumklangen er den støj, der opstår inde i rummet. Den dæmpes med bløde tæpper og møbler, gardiner og lignende. Hvis du vil dæmpe den med et lydloft, er det indre ikke afgørende. Her kan du dække loftet med bløde eller profilerede plader – ligesom andre hårde flader.

Et lydloft kan derimod bremse støj fra rummet ovenover. Dels luftstøjen. Det er støjen fra et musikanlæg, en samtale eller en gøende hund. Dels trinstøjen. Ikke alene lyden af sko og fødder på gulvet, men også støjen fra en opvaskemaskine, der hopper, eller stole, der bliver trukket hen over gulvet.

Se også: Byg et gipsloft, der stopper støj