Sådan stopper du skadedyr

For dig er det en bolig, et sommerhus eller et kolonihavehus. Men for et væld af små dyr og kryb er dit hus et spisekammer og et skjulested. Konsekvenserne af de ubudne gæster kan være ødelæggende – men du kan gøre meget for at undgå deres besøg.

Sådan stopper du skadedyr

Rotten er blot ét af mange skadedyr, der kan ødelægge dit hus.

MUSEN

Den 7-9 cm lange husmus er en sød, lille størrelse … indtil du har den inden døre. Her er den en sand plage: Den leder efter mad i dit køkken, den graver og gnaver i din isolering og dit træværk, og den er på ingen måde kræsen. Derfor tager den også gerne en bid af dine ledninger, og da den samtidig bygger rede af papir, pap, og hvad den ellers kan finde, kan den i værste fald være årsag til en brand. Det skønnes, at mus sammen med rotter er årsag til 6-9 % af alle brande på danske gårde.

Portræt:
Den grå husmus er 7-9 cm lang med en lidt kortere hale. Den kan klemme sig igennem sprækker på ned til 7 mm. Det svarer til tykkelsen af en tynd kuglepen. Bor du tæt på skov, kan du også få besøg af halsbåndmusen, der er lidt større: 10-12 cm lang med en noget længere hale. Den har et mørkebrunt “halsbånd” foran forbenene.

Bekæmpelse:
Har du mus i dit hus, så er klapfælder den bedste måde at fange dem på. Køb gerne en lidt kraftig model, så du er sikker på at slå musen ihjel frem for blot at skade den. Sørg for at udstyre dit hus med musestop eller musebånd i sprækker, fx under bræddebeklædning af facaden, hvor du skal bevare udluftningen og derfor efterlader et hulrum.

ROTTEN

Kloakkens konge er en ubuden, men desværre meget almindelig gæst i vores huse, både i byerne og på landet. Den kan gnave sig igennem stort set alle materialer, og kommer den først indenfor, går den efter alt spiseligt. Samtidig kan den bære sygdomme med sig, så en rotte i dit køkken betyder også farvel til alle de fødevarer, den kan være kommet i nærheden af. Dens evne til at gnave i alt gør den også til en potentiel brandstifter, ligesom musen.

Portræt:
En voksen rotte er mellem 32 og 46 cm lang med en hale på mellem 17 og 23 cm. Den kan veje alt mellem 140 og 500 gram. Alligevel er et hul på ca. 24 mm (det svarer til halsen på en vinflaske) nok til, at rotten kan klemme sig igennem. Rotter færdes gerne i kloakker og bygger også gerne bolig i skrænter o.l.

Bekæmpelse:
Ser du tegn på rotter, skal du altid kontakte din kommune, som vil tilkalde en skadedyrsbekæmper. For at undgå at rotter kommer op af kloakken i eller nær dit hus, kan du sætte en rottesikring i din stikledning til kloakken og i øvrigt lukke små sprækker og huller, som rotter og andet kan krybe igennem.

MÅREN

Måren er et af de største skadedyr, du normalt vil få besøg af i dit hus. Den er ikke så interesseret i din stue og dit køkken, men hvis den kan bygge en rede i isoleringen under dit tag, så flytter den gerne ind og rumsterer rundt på loftet, mens den ødelægger isoleringen og bygger et ikke altid vellugtende hjem til sig selv og sine unger.

Portræt:
Husmåren er cirka 50 cm lang med en halvt så lang hale. Alligevel kan den klemme sig igennem et hul på størrelse med et hønseæg.

Bekæmpelse:
En mår på loftet kan du forsøge at skræmme væk med produkter, der ødelægger dens naturlige duftspor. Virker det ikke, så kontakt en skadedyrsbekæmper. Ud over at lukke huller og sprækker kan det hjælpe at fjerne hegn og træer tæt på huset.

LÆS MERE: Mår på loftet - sådan slipper du af med den

MURBIEN

Murbier er irriterende, hvis de gnaver huller i dine mørtelfuger. Men egentlig er murværk angrebet af murbier nok først og fremmest et tegn på, at du skal i gang med at vedligeholde dit hus. Biernes naturlige levesteder er kalk- og lerskrænter, men en porøs kalkmørtel kan også bruges til de 5-6 mm brede huller, hvis bare mørtlen er blød nok. Og er den det, er det tegn på, at du bør udskifte den. Lader du bierne gnave løs længe nok, vil dit murværk med tiden falde fra hinanden.

Portræt:
Den lille murbi er med sine 7-9 mm ikke særligt skræmmende. Den kan godt stikke, men den er ikke særlig aggressiv. Du kan kende den fra andre bier på dens gråsorte farve og de hvidlige ringe på bagkroppen. Den lever naturligt i kalk- og lerskrænter, hvor den borer huller og bygger rede til sine larver.

Bekæmpelse:
Murbier kan bekæmpes med insektgift, men hvis du i løbet af foråret eller efteråret kradser de gamle fuger ud og fylder dem op med frisk, stærk mørtel, slipper du for at bruge gift – samtidig med at du forbedrer husets levetid og isoleringsevne.

Andre læser lige nu ...