Du har sikkert prøvet det: at gå op eller ned ad en trappe et eller andet sted i verden og opleve, hvordan dine fødder slet ikke kan finde en naturlig rytme. Enten må du tage to trin ad gangen – og så lander du alligevel skævt midt på trappen og må danse dig op ad et par trin – eller du starter med at tage et trin ad gangen, men bliver såfanget helt ude på kanten af et trin og må stå med begge fødder på samme trin for at komme videre op eller ned. Det sker ikke tit, og derfor kommer det bag på os, når en trappe ikke bare er lige til at gå på. For i langt de fleste tilfælde er de trapper, vi møder i vores dagligdag, bygget efter gode, gamle håndværksprincipper; de overholder trappeformlen. Formlen, som er ganske simpel, finder du på disse sider, og du kan se eksempler på, hvordan du regner dig frem til den perfekte trappe – og hvilke typer trapper du kan vælge imellem.