Den er helt gal, når betonen i din kældertrappe begynder at revne. Skaderne vil tage hastigt til, når vandet trænger ind og sprænger sig stadig dybere ned i betonen, for hver gang frosten sætter ind.

Men det er et forfald, du kan sætte en stopper for med enkle midler ved at lappe hullerne og pudse fladerne over – om det så skulle være første gang, du har fat i blød mørtel.

Trappeskakten her har netop lidt denne skæbne. Den er blevet repareret flere gange, hvor de værste revner i trinene er blevet lukket, og væggene har fået en gang maling. Men inden længe har vandet og fugten fundet nye veje ned i betonen, så reparationerne holder ikke ret længe.

Denne gang går vi mere grundigt til værks og renoverer den gamle betontrappe gennemgribende. Og ud over at lappe huller og pudse de lodrette flader sætter vi klinker på trinene. Det får ikke bare trappen til at se godt ud. Det giver en tæt, frostsikker og langtidsholdbar løsning. Og ved at vælge lidt utraditionelle materialer sikrer du, at pudsen binder effektivt til underlaget, selvom du ikke er murer.