Støv, nullermænd og andet godt drysser ned i rummet under trappen, hver gang man færdes på den åbne trappe. Det gør det svært at bruge pladsen til noget fornuftigt. Surt, hvis huset i forvejen hører til blandt de mindre.

I dette tilfælde blev problemet forstærket af, at trappen er en del af en hel åben underetage med køkken, spiseplads og stue. Så det skal jo helst også se ordentligt ud.

Mere plads og nul støj

Løsningen er imidlertid lige så enkel og flot, som den er billig og hurtigt gennemført.

Trappen forsynes med stødtrin mellem alle trappens trin. Den øverste og synlige del af trappen lukkes desuden med en plade, der tapetseres og males med samme farver som det øvrige trapperum.

Arbejdet tager mindre end en dag. Resultatet er et rengøringsvenligt og pænt ekstrarum, der kan bruges til opbevaring, computerplads eller en hyggehule til ungerne. Vel at mærke uden at skæmme resten af underetagen.

Som en ekstra detalje lagde vi mineraluld imellem trappe og dækplade på den øverste del af trappen. Det gav en velkommen støjdæmpning af den livlige trafik på trappen.