Video
Let
Svær

De fleste gamle betontrapper skal repareres på et tidspunkt. Det skyldes, at den beton, som blev brugt tidligere, var af dårlig kvalitet. Der blev ikke blandet tilstrækkelig med cement i betonen. Hvis trappen så er blevet pudset op med cementmørtel, som er betydeligt stærkere, bliver trappen “pakket ind” i et tættere pudslag.

Ved den mindste revne i pudslaget trænger der vand ind, og ved hård frost fryser vandet og udvider sig. Resultatet er, at der presses pudsstykker af. Så har fugten endnu lettere adgang til betonen. Derfor gælder det om at reparere hullerne, inden skaderne "accelererer".

FJERN AL LØS PUDS:

1. Fjern al løs puds med hammer og mejsel

Hug helt ind til absolut fast bund. Bank på pudsen. Hvis der er et område, der lyder hult, skal det hugges af.

2. Slib betonfladen helt ind til hård beton

Slib også pudslaget, så det har en fast, skrå kant hele vejen rundt om hullet. En vinkelsliber med en diamantslibekop er utrolig effektiv.

3. Slib også på undersiden af de yderste klinker

Da klinken på hjørnet sidder godt fast, er der ikke nogen grund til at løsne den, men det er vigtigt også at fjerne evt. løs puds fra undersiden.

4. De sidste løse partikler fjernes med en stiv stålbørste

Super effektiv er en kopstålbørste, der kan monteres på vinkelsliberen.

FYLD HULLET:

1. Fugt reparationsstedet med vand

eller endnu bedre: svummemørtel. Det er vigtigt, at det bliver fugtet godt. Sørg for at komme godt ind i alle kroge. Svummemørtlen sikrer, at reparationsmørtlen binder bedre.

2. Bland reparationsmørtlen

Her bruges en reparationsmørtel, der skal blandes op med vand. Den blandes i 3 min., og så er der ca. 20 min. til at få den på plads, afhængigt af temperaturen.

3. Fyld hullet med mørtlen

Kom godt ind i alle kroge. Du kan fylde op til 5 cm dybe huller op med mørtlen i et lag. Overfyld hullet med ca. 5 mm, så der er noget at slibe af.

4. Glat mørtlen ud

til en pæn, jævn flade, så godt du kan. Jo bedre du får glattet ud, jo mindre er slibearbejdet. Her bruges en plasticspartel. Du kan også ruge en murske.

5. Slib fladen glat, når mørtlen er tør

Hvis du venter til næste dag, er du sikker på, at mørtlen er gennemhærdet. Så kan du nemt slibe den glat og i ønsket facon med diamantslibekoppen.

6. Nu kan du male

det reparerede område med diffusionsåben (åndbar) sokkelmaling på vandbasis. Hvis der er afskallet maling, bør du slibe hele trappen og male den.