Byggevejledning
Let
Svær

Det kan gå grueligt galt, hvis der er gået råd i en udvendig trætrappe. Og trappen bør skiftes, inden nogen kommer galt af sted. Et stort problem ved mange især ældre trætrapper er, at de er bygget af træ, som ikke er trykimprægneret. Det betyder, at kontakten med jorden nedsætter levetiden væsentligt.

Og det er ikke altid lige let at afgøre, om der er noget galt. Et trin kan umiddelbart virke helt friskt. Det lumske er, at trinet kan være råddent på undersiden og indeni. Et godt råd er derfor at teste trinene jævnligt ved at trampe på dem. Hvis du vil være sikker på, at en ny trappe kan holde i mange år frem, skal du bygge den af trykimprægneret træ. Og da vores trappeopskrift er utrolig enkel, kan alle være med.

Trappen bliver nemlig fremstillet helt uden vanskelige samlinger. Trappen er udført med en hældning på 22,5 grader. Derved passer den godt nok ikke ind i den traditionelle formel for forholdet mellem grund og stigning. Men som kort trappe bliver den langt mere behagelig og sikker at gå på – ikke mindst om vinteren, hvor trinene kan være glatte.