Hold styr på belysningen med din smartphone

Ikea har lanceret en række belysningsprodukter, som du blandt andet kan styre med din smartphone. “Trådfri” er smart lys til lavpris. Vi tester startpakken.

Fjernbetjeningen giver dig fuld kontrol over Trådfri-pærerne, og den simple app gør det nemt at styre de Trådfri-pærer, du har installeret.

Om produktet:

Pærer: 2 x E27 LED

Fjernbetjening: 1 stk.

Gateway: 1 stk. med netkabler

Strømforbrug: 0,5 W (standby)

Lys, du kan styre trådløst, er en af de nemmeste måder at gøre hjemmet smartere på. Ikea har lanceret konceptet Trådfri. Vi har testet et startsæt med to pærer, en fjernbetjening og en såkaldt gateway, der forbinder systemet med dit hjemmenetværk.

Trods en lidt forvirrende vejledning tager det ikke lang tid at koble enhederne på netværket ved hjælp af den gratis Trådfri-app.

Du kan herefter tænde og slukke lyset, ændre nuance og skrue op og ned for lysstyrken via appen eller fjernbetjeningen, som fungerer rigtig godt. Lyset fra pærerne er begrænset til hvide og gule nuancer, hvor styrke og tone kan indstilles. Foruden flere farver savner vi muligheden for at kunne dæmpe lyset endnu mere.

Trådfri-appen er overskuelig og nem at bruge. Det tæller på plussiden, at du kan oprette tidsplaner for, hvornår lyset tændes og slukkes, og at lysstyrken kan indstilles til at stige gradvist.

Trådfri har dog sine begrænsninger. Du kan fx ikke tænde og slukke lyset, når mobilen ikke er på netværket. Du kan heller ikke udnytte mobilens GPS, så lyset automatisk tændes, når du parkerer bilen i din indkørsel.

Det ændrer ikke ved, at systemet er en let og billig måde til smart belysning i hjemmet.

Ikea Trådfri er siden vores test blevet opdateret, så du også kan styre lyset med stemmekommandoer via Google Assistant eller Apple Homekit.

DETALJER
SMART SENSOR For 229 kroner kan du købe et Trådfrisæt med en pære og bevægelsessensor, der automatisk kan tænde og slukke lyset, når man går ind i rummet.
PÅ NETVÆRKET Gateway-boksen forbinder Trådfri- pærerne til dit netværk. Den skal blot tilsluttes med et netværkskabel til din internetrouter.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Belysning