Har du en anelse hang til det magelige, er dette lille bord lige noget for dig. Her kan du nemlig samle et udvalg af dine litterære favoritter, så du ikke behøver at lede højt og lavt i dine bogreoler, når læselysten melder sig. Og med blot et enkelt drej roterer bordet helt lydløst, så du – uden at rejse dig fra sofaen – kan finde den ønskede bog frem. Bordet, der består af selve bordet og en fod, har fire rum. Og fire skillelister sørger for, at bøgerne bliver i de rum, som du havde tiltænkt. Desuden sørger en række tynde sidelister både for et elegant udseende og for, at bøgerne har noget at læne sig op ad. Når hele bordet er samlet, kan det efterbehandles. Her har vi valgt mahogni-spritbejdse og klar lak.