Red det flækkede stoleben

Knaaaark ... er lyden af et flækket stoleben. Men tøv med at smide stolen ud. Med lidt lim, skruetvinger og lange træskruer kan du reparere stolen, så den er klar til en ny sæson.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 time
Pris
50 kroner

Intro

Du kender måske situationen? Når solen endelig har fået magt, skal der hygges på terrassen i gode venners lag. Med rødvin i glasset og en god bøf på grillen. Men sommerstemningen kan hurtigt blive ødelagt af lyden af et flækket stoleben.

Når havemøbler skal være billige og fremstilles nærmest fuldautomatisk, bliver der ikke altid lagt særlig meget vægt på, hvordan træets årer vender i det færdige møbel. Det betyder desværre, at lange, slanke stoleben nemt kan flække, når træets årer som her er meget skrå i forhold til stolebenet.

Men fortvivl ikke. Med lim, lange træskruer og skruetvinger vender stolen tilbage til livet.

Problem

Stolebenet på den nye havestol er flækket. Selv om stolen mest af alt ligner en katastrofe, kan den sagtens gøres lige så fin som en ny.

Løsning

Stolen får nyt liv ved hjælp af trælim og lange træskruer.

Tidsforbrug

Selve reparationsarbejdet tager 1 time - dertil tørretid til lim og maling.

Pris

Hvis du allerede har trælim, skruer, maling og spartelmasse, er reparationen gratis.

Sværhedsgrad

En meget let reparation, hvor alle kan være med.

Vejledning

01
Sådan gør du 5 Trin

1

Smør hvid trælim på begge lim flader der, hvor stolen skal limes. Lad være med at spare på limen, den må gerne trænge ud på overfladen, når fladerne spændes sammen.

Det er en fordel at skille stolen så meget ad, at træet ikke “spænder”, fordi stolen er samlet.

2

Brug så mange skruetvinger som muligt, når fladerne skal spændes sammen. Brug tvinger med plastdupper, eller læg et stykke pap eller masonit mellem træ og skruetvinge, så du ikke laver mærker. Tør overskydende lim af med en fugtig klud.

3

Samlingen forstærkes med skruer, når limen er tør. Skruerne skal undersænkes, så der bliver plads til spartelmasse, og reparationen bliver usynlig. Derefter bores for med et bor, der er én mm mindre end skruens diameter.

4

Skru mindst én skrue i fra hver side. Brug træskruer, der er så lange som muligt. Begynd med at skrue ind fra den “tynde” del af skaden, så der er masser af gods, som skruen kan få fat i i den “tykke” del af det flækkede træ.

5

Afslut reparationen med spartelmasse, slibepapir og spraymaling. Reparationen er helt usynlig, og stolebenet er i realiteten stærkere, end inden det gik i stykker! Husk at stramme alle øvrige skruer til igen, inden du tager stolen i brug.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Møbler