Entreen hører sjældent til husets eller lejlighedens største rum. Men overtøj, post, nøgler og udesko skal jo være et sted, uden at det ser alt for rodet ud. Normale garderobeskabe vender fronten udad, men det sker, at der ikke engang er plads til sådan et, fordi dørene er placeret forkert, eller entreen simpelthen er for smal. Se her, hvordan problemet kan løses med nogle få materialer på en dag eller to. Vi købte en køkkenbordsplade på tilbud og monterede den lodret med 50 cm’s afstand fra væggen. På bagsiden monterede vi en reol med adgang fra begge sider samt en bøjlestang. På forsiden fik vi plads til et spejl, en lysbaldakin med indbygningsspot og hylder til småting samt nogle kroge til nøgler. Endelig lavede vi to små avisholdere, som er praktiske til at parkere dagens post, reklamer og tilbudsaviser i – indtil der er tid til at studere de forskellige ting nærmere.