Den ældre villas overetage bestod oprindelig blot af ét stort rum med skråvægge, synlige spær og en afblændet skorsten midt i lokalet. Det var problematisk, for rummet skulle både kunne bruges som soveværelse og børneværelse. Derfor satte vi en skillevæg med en skydedør op dér, hvor skorstenen i forvejen adskilte rummet. Nu vil vi lave vægreoler i det nye børneværelse, og det skal naturligvis gøres i præcis samme stil som skillevæggen. Derfor bruger vi også mdf-plader til reolerne, som til sidst fuges og spartles, inden de males med samme hvide slutmaling som skillevæg og skydedør.