Det er det umiddelbare og det simple, der gør det tiltrækkende at arbejde med naturens egne materialer. Det kræver hverken de store forberedelser eller en veludstyret maskinpark. Man kan for så vidt bare slibe kniven og gå i gang – og så koster det ikke en krone. Dog behøves også sav, hammer og en boremaskine med bor i forskellige størrelser. Grenene samles ved at bore hul helt igennem “modtageren”. Hullet skal have samme størrelse som den gren, der skal ind i. Efter samlingen bankes en kile ind i endetræet, der udvider sig, så grenen kommer til at sidde urokkeligt fast i hullet. Vend altid kilen, så grenen udvider sig på tværs af årerne i stykket med samlingshullet, ellers flækker fx benene til sofabordet nemt. Samlingerne bliver pæne, og det tager ikke mange minutter at bore en ting sammen. Afkort altid grenene, så de er rigeligt lange, og kort dem først endeligt af, når de er på plads i hullerne. På den måde er det nemt at få krogede bordben m.v. til at stå lodret og i balance.