Hvor hurtigt udvikler en brand i et juletræ sig? Se videoen og bliv overrasket.

Ganske få sekunders uopmærksomhed, og så er det for sent; en brand i et tørt juletræ kan udvikle sig eksplosivt på den tid, det tager dig at gå ud i køkkenet og røre i sovsen.

Men har du brugt et par minutter på at forberede dig på at kunne slukke en brand i en fart, kan du redde både juletræ, gaver, dit hjem og ikke mindst din familie ganske nemt.

Så let slukker du en brand i juletræet

En stor flaske danskvand eller en spand med vand. Mere skal der faktisk ikke til, for at du kan standse en brand i udvikling. Danskvanden ryster du og sprayer på ilden. I spanden med vand kan du have en klud, som du kan daske flammerne ud med.

Har du en pulverslukker, er det selvfølgelig endnu bedre (men hav alligevel en danskvand klar til en mindre brand i en juledekoration, så du ikke spolerer hele julebordet med skum).

Du kan også købe brandhæmmende spray, som du imprægnerer juletræ og grandekorationer med. Så får ilden ikke fat i det tempo, som du kan se i videoen herover.