Det er de færreste af os, der foretrækker tunge, besværlige løsninger i vores arbejde. Og hvis vi bliver stillet overfor et krav om hurtig levering af en opgave, vil vi nok gå uden om alle besværligheder. Den tilgang til arbejdet deler vi med mange andre – også indbrudstyve. Så vil du holde tyvene fra døren, så skal du gøre deres arbejde så besværligt og stressende som muligt. Her får du tre konkrete tips.

1. Er der nogen hjemme?

Langt de fleste indbrudstyve foretrækker arbejdsro. Derfor bryder de ind, hvor der ikke er nogen til at forstyrre arbejdet. En overgroet have, et hus henlagt i mørke og en postkasse fyldt med reklamer er et klart signal til tyven om, at der ingen er hjemme.

Men er der lys, måske endda musik, der tænder og slukker, en velklippet plæne og rod i entreen, så skaber det usikkerhed: mon der er nogen hjemme?

2. Hvordan kommer jeg ind?

Det er stressende for en tyv at stå udenfor og være i færd med at bryde ind i et hus. Måske kommer der nogen forbi lige om lidt? Kan naboen mon se noget bevæge sig ved døren?

Hvis du sikrer dit hus med gode låse, ekstra beslag på vinduerne og en låst terrassedør, så gør du det svært at bryde ind. Internationale undersøgelser viser, at du minimerer risikoen for indbrud betydeligt, hvis du kan forsinke tyven i minimum tre minutter.

3. Bliver jeg opdaget?

Risikoen for at blive opdaget midt i det lyssky arbejde er også stressende. Værst er nysgerrige naboer, der hilser på og spørger ind til, om de kan hjælpe. For en tyv betyder det, at nogen nu har et klart signalement, og så er kvarteret ikke interessant længere.

En alarm i kombination med præventiv belysning og gode låse kan være med til at gøre dit hus uattraktivt for tyve. Det samme gælder et overvågningskamera: Det øger risikoen for at blive opdaget. Og det er stressende.