I de fleste tilfælde ved vi det godt. Stigen skal stå ordentligt, og vi skal finde brillerne frem, når vinkelsliberen skal på arbejde. Alligevel gør vi det ikke altid. Travlhed og en “det går nok”-holdning resulterer i, at vi springer over, hvor gærdet er lavest, og vælger den hurtige, men farlige, løsning. I andre tilfælde ved vi måske bare ikke bedre eller tænker ikke over den potentielle fare, der lurer, fx når græstrimmeren skal på arbejde. Uanset årsag ender der i gennemsnit cirka 50 personer på skadestuerne hver dag som en direkte konsekvens af ulykker ved gør det selv-arbejde. En del falder ned af stiger, mens andre skærer sig med vinkelsliberen, får noget i øjet eller på anden måde kommer så galt af sted, at det kræver professionel hjælp. Hertil kommer så alle de tilfælde, hvor vi selv kan klare skaderne med gazebind og hæfteplaster.