Heldigvis findes der forskellige svalehalesæt med skabeloner, der letter arbejdet gevaldigt. Dette sæt består af en skabelon, der både kan lave lange og korte svalehaler.

Desuden medfølger skruetvinger til fastgørelse af skabelonen, fræsejern, styr og sål m.m. Du skal bruge en overfræser. Men ikke med den sål, der normalt sidder på maskinen.

Den skal tages af og udskiftes med den sål, der følger med sættet. Inden sålen monteres, skal det medfølgende styr placeres i fræseren. Dette styr sørger for, at sålen kommer til at sidde lige i midten.

De mange huller i sålen og de medfølgende forskellige skruer gør, at sålen kan monteres på stort set alle typer overfræsere. Når sålen er på plads, skal styret tages af igen. Det medfølgende fræsejern skal monteres og indstilles i den ønskede dybde.

Håndværkeren har valgt at fræse svalehalesamlingerne i to stykker 16 mm spånplade. Fræsejernet indstilles, så det fræser ca. 2/3 ned i pladerne.

I dette tilfælde altså ca. 10 mm. Med en træplade fastspændt på høvlebænken får han et godt underlag til udfræsningen. Derefter lægger han den vandrette plade på plads og så den lodrette.

Pladerne skal ligge helt præcist, og det vandrette bræt skal flugte med kanten på det lodrette bræt. Skabelonen har en smal og en bred udskæring.

Her vælger vi at bruge den brede udskæring, som samtidig har de korteste svalehaler. Om du vælger de ene eller andet, er udelukkende et spørgsmål om smag. Skabelonen skal spændes godt fast til emnet med de medfølgende skruetvinger.

Overfræseren startes, og der køres jævnt i skabelonen fra den ene side til den anden og op i alle mellemrummene.

Du skal huske at køre tilbage igen, da det giver det fineste resultat. Det smarte ved at bruge skabeloner som disse er, at du får skåret svalehaler i begge plader på en gang, og at de derfor passer nøjagtigt sammen.

Det er straks sværere, hvis du skulle lave samlingerne med sav og stemmejern på en plade ad gangen.