Video
Let
Svær

Har du et ældre spisebord eller sofabord af ædeltræ, er bordpladen ofte fineret, så det kun er den yderste millimeter, der er af ædelt træ. Overfladen er behandlet med enten lak, olie eller polish. Med tiden bliver sådan en bordplade hærget. Men den kan blive flot igen!

SÅDAN GØR DU:

1. Fedt og olie vaskes væk med cellulosefortynder

Arbejdet bør kun udføres udendørs, da cellulosefortynder er sundhedsskadeligt! Smør rigelig fortynder på med en pensel, og tør efter med en klud.

2. Når pladen er tør

slibes den med rystepudser eller excentersliber. Først slibes bordpladen med korn 100. Derefter skal der slibes med korn 200. Fjern alt slibestøvet med en tør klud.

3. Nu kan bordpladen olieres

Hæld en sjat olie ud, og fordel den med en klud – eller som her med en grydesvamp. Sørg for, at der er godt med olie overalt på bordpladen i 20-30 minutter.

4. Nu skal bordpladen blot poleres

Det kan gøres med en tør bomuldsklud, men pladen bliver ekstra flot, hvis den maskinpoleres. Her bruger vi en polermaskine. Dagen efter er bordet klar til brug.