KITCHEN DECOR IDEAS: Masser af inspiration

Før du går i gang med at tegne dit nye køkken, er det altid en god ide at se på inspirerende fotos af andres gode løsninger. Appen Kitchen Decor Ideas rummer flere end 1000 billeder af spændende køkkenprojekter, der er logisk opdelt i kategorier – fx til små rum, luksuskøkkener og traditionelle landkøkkener.

Nogle af billederne er rigeligt amerikanske i stilen, men du kan stadig finde mange designperler, som med sikkerhed kan inspirere dig og dermed bringe dig videre i dit eget køkkenprojekt.

Inspirations-appen Kitchen Decor Ideas har, med sine meget forskellige eksempler på køkkendesign, i den grad noget for enhver smag.

Sprog: Engelsk Omfang: Ca. 10 MB App Store: 29 kr. Google Play: Gratis

AUTODESK HOMESTYLER: Frisk dit gamle køkken op

Man kommer langt med nogle gode ideer, og ofte er det slet ikke nødvendigt at investere i et spritnyt køkken. Appen Autodesk Homestyler er lavet af et firma, som producerer avanceret tegnesoftware til ingeniører, og appen er da også både professionel og funktionsrig.

Med Homestyler kan du tage et billede af dit køkken, definere loftshøjde og placering af hjørner og så straks komme i gang med at afprøve dine nye ideer.

I designprocessen kan du male væggene i en anden farve, lægge en anden køkkenbordplade på – eller du kan sætte nye hårde hvidevarer og køkkenelementer ind i stedet for de gamle. Resultatet ser fantastisk ud på en god stor skærm. Og vi anbefaler da også, at du bruger Homestyler på en tablet, fx en ipad, da det samtidig er lettere at styre designet på den større skærm.

Hvordan mon det ser ud, hvis vi bare skifter komfur, vask og et par af skabene? Med Homestyler kan du prøve dig frem og fx også male vægge eller skabslåger i nye farver ved hjælp af få tryk på skærmen.

Sprog: Engelsk Omfang: Ca. 26 MB App Store: Gratis Google Play: Gratis

HOMEDESIGN 3D: Design dit nye køkken

Hvis din plan ikke er at renovere et ældre køkken, men slet og ret at rive alt inventaret ud og bygge et køkken fra grunden, skal du bruge et decideret designprogram.

Med Home Design 3D kan du tegne alle rum i hjemmet op i målfaste størrelser og herefter forsøge dig frem med forskellige møblementer og indretninger. Når du skal designe dit køkken, skal du altså først lave rummet (væggenes placering, lofthøjde, døre osv.). Og herefter kan du gå i gang med at indsætte en række standardskabe, vaske og hårde hvidevarer.

Selve designdelen foregår i 2-d set ovenfra, men du kan nemt skifte til 3-d-visning og bevæge dig rundt i køkkenet og dermed få en bedre fornemmelse af rummet.

Med visningen i tre dimensioner giver Homedesign 3D et godt overblik over køkkenet. Du kan prøve programmet gratis, men den fulde udgave uden reklamer koster 80 kr.

Sprog: Engelsk Omfang: Ca. 300 MB App Store: Gratis Google Play: Gratis