1. Murergrus
(0-4 mm)
Beskrivelse:
Murergrus består af finkornet materiale fra havet suget op langs de danske kyster. Murergrus kan være iblandet lidt ler, der gør det lettere at arbejde med. Det kaldes også pudsemurergrus, fordi det er godt til pudseopgaver.
Anvendelse
Murergrus bruges, som navnet antyder, til mureropgaver, fx til pudslag på en sokkel eller et helt hus. Det kan også bruges til pudsning af indvendige vægge og til slidlag, der er den øverste del af et betongulv.
Levering
Murergrus kan købes i mindre (15-20 kg) i byggemarkedet eller nettet i big- eller maxibags.
Pris
Ca. 60 kr. for en sæk med 20 kg.
2. Perlegrus
(4-8 mm)
Beskrivelse
Perlegrus er mindre, forholdsvis runde sten i forskellige nuancer, der enten kommer fra havbunden eller fra en grusgrav. De sidstnævnte har som regel en lidt mørkere farve.
Anvendelse
Perlegrus kan lægges i indkørsler og på havestier eller som bunddække i bede. Du kan også bruge perlegrus som dræn rundt om huset. Perlegrus har nemlig den fordel, at det let lader vand trænge igennem, så det hurtigt bliver ledt væk.
Levering
Perlegrus købes typisk på nettet og leveres i bigbags eller læsset af i en bunke på din adresse. Nogle leverandører har mængderabat, hvis du køber meget, fx til en indkørsel.
Pris
Ca. 900 kr. pr. ton (i bigbag).
3. Faldgrus
(1-6 mm)
Beskrivelse
Faldgrus er et miks af små og lidt større, runde sten, som let flytter sig i forhold til hinanden, så et underlag med disse sten virker stødabsorberende.
Anvendelse
Gruset er perfekt som underlag under et gynge- eller klatrestativ. Vær opmærksom på, at jo højere faldhøjden er, jo dybere skal faldunderlaget være. Er faldhøjden fx 1,8 m, skal dybden være 30 cm. Ved en faldhøjde på 3 m skal dybden være 40 cm.
Levering
Faldgrus kan købes i byggemarkeder eller på nettet og leveres typisk i en bigbag på din adresse. Indholdet af en bigbag svarer ca. til et areal på 2,2 m² med en dybde på 30 cm på faldlaget.
Pris
Ca. 1.100 kr. pr. ton (i bigbag).
4. Bundsikringsgrus
(0-63 mm)
Beskrivelse
Bundsikringsgrus består af brunligt grus og sand i meget varierende størrelse, op til 63 mm store sten. Det kommer typisk fra en grusgrav.
Anvendelse
Bundsikringsgrus bruges som det nederste lag til en belægning med stor belastning. Det har en meget høj bæreevne og giver et solidt underlag, fx til en indkørsel med tunge biler, campingvogne og lign., så du undgår sætningsskader. Laget af bundsikringsgrus skal altid stampes med en pladevibrator.
Levering
Gruset leveres typisk i bigbags eller tippet af på din adresse. Hos nogle forhandlere vil det også være muligt selv at hente grus på en trailer.
Pris
Ca. 900 kr. pr. ton (i bigbag).
5. Stabilgrus
(0-32 mm)
Beskrivelse
Stabilgrus består af brunligt grus og sand i varierende størrelse, op til 32 mm store sten. Det kommer typisk fra en grusgrav, såkaldt bakkemateriale.
Anvendelse
Stabilgrus bruges under de fleste typer belægninger, både ved indkørsler, hvor belastningen er stor (oven på laget af bundsikringsgrus), og ved terrasser og havegange.
Stabilgrus har en rigtig god bæreevne, så terrassen bliver solid. Gruset skal altid stampes med en pladevibrator.
Levering
Gruset leveres typisk i bigbags eller tippet af på din adresse. Hos nogle forhandlere vil det også være muligt selv at hente grus på en trailer.
Pris
Ca. 800 kr. pr. ton (i bigbag).
6. Afretningsgrus (0-8 mm)
(0-8 mm)
Beskrivelse
Afretningsgrus består af brunligt grus og sand, der varierer en smule i størrelse, op til 8 mm store sten. Det kommer typisk fra en grusgrav.
Anvendelse
Afretningsgruset er det lag grus, der lægges som det sidste, når du bygger et underlag op til en flisebelægning, altså det, som fliserne/stenene lægges i.
Laget sikrer en jævn flade på din belægning, da du med afretningslaget kan udligne stenenes små ujævnheder. Dette lag skal ikke stampes.
Levering
Gruset fås i 20 kg sække i byggemarkeder eller leveres i bigbags på din adresse. Du kan købe det på nettet eller selv hente det hos en forhandler.
Pris
Ca. 30 kr. for en sæk med 20 kg. Ca. 750 kr. pr. ton (i bigbag).
7. Fugegrus/fyldsand
(0-4 mm)
Beskrivelse
Fugegrus kaldes også fyldsand og består af bittesmå sten, op til 4 mm store. Stenene er ikke helt runde som sandkorn, men en smule kantede. Det gør, at de “pakker” sig bedre i fugerne.
Anvendelse
Fugegrus bruges til at fylde fugerne med på en flisebelægning. Det sikrer, at du får en stærk belægning. Brug ikke almindeligt strandsand, der hurtigt siver væk og svækker din belægning.
Levering
Fugegrus/fyldsand kan købes i sække i byggemarkeder, typisk 20 kg. Større mængder købes på nettet og leveres på din adresse.
Pris
Ca. 100 kr. for en sæk med 20 kg. Ca. 1.000 kr. pr. ton (i bigbag).
8. Støbemix
(0-8 mm)
Beskrivelse
Støbemix er et blandingsprodukt bestående af sand, grus og småsten, der har en størrelse på op til 8 mm.
Anvendelse
Støbemix blandes med vand og cement, så det kan bruges til at støbe med, typisk til “finere”, indendørs støbeopgaver som støbning af gulv, fx i badeværelse eller bryggers. Vær opmærksom på, at blandingsforholdet mellem støbemix og cement varierer, alt efter hvor stærkt fx et gulv skal være. Jo stærkere, des mere cement.
Levering
Gruset leveres typisk i bigbags eller tippet af på din adresse. Hos nogle forhandlere vil det også være muligt selv at hente grus på en trailer.
Pris
Ca. 950 kr. pr. ton (i bigbag).
9. Støbemix/ærtegrus
(0-16 mm)
Beskrivelse
Støbemix, også kaldet ærtegrus, er et blandingsprodukt bestående af sand, grus og småsten, der har en størrelse på op til 16 mm.
Anvendelse
Støbemix blandes med vand og cement, så det kan bruges til grovere støbeopgaver, typisk udendørs til fx støbning af stolper og fundamenter. Vær opmærksom på, at blandingsforholdet mellem støbemix og cement varierer. Jo mere cement, des stærkere bliver blandingen.
Levering
Gruset leveres typisk i bigbags eller tippet af på din adresse. Hos nogle forhandlere vil det også være muligt selv at hente grus på en trailer.
Pris
Ca. 950 kr. pr. ton (i bigbag).