Når fodlisten skal slutte tæt til væggen, når dørindfatningerne skal mødes uden sprækker, når skurelisten skal slutte tæt til bordpladen; i masser af tilfælde er der brug for hjælp, fordi hverken vores huse eller vores byggematerialer er fuldkommen lige, rette og glatte. Heldigvis er hjælpen nær – den skyder du ud af en patron.

Akrylfugemassen er nemlig både snedkerens og din redning, når noget ikke slutter helt tæt, og det gør det kun sjældent. Og hvis du føler, at det er en slags “snyd” at fuge efter, så har du ikke set professionelle håndværkere i aktion. For langt de fleste proffer er akrylfugen også den kærkomne ven, der lige giver resultatet det sidste pift.

Du køber akrylfugemassen i patroner og skyder den ud med en fugepistol. Alt afhængigt af hvor stort et hul du snitter i patronens fugespids, kan du selv regulere, hvor meget der kommer ud ad gangen.

Prisen for den sidste finish behøver ikke at være høj, men vogt dig for de allerbilligste udgaver. Alt for ofte vil resultatet blive en fuge, der fnulrer og bliver grim at se på. Brug en ekstra tier pr. patron, så får du et kvalitetsprodukt, som er nemt at arbejde med, som ikke svinder, og som kan slibes og males over.