Vi skal lave en gipsplade på 40 cm, som måles ud med tommestokken. I stedet for at strege op med fx en blyant skæres der direkte i pladen med en hobbykniv. Hobbykniven lægges til enden af tommestokken, og der skæres i takt med, at tommestokken trækkes hen over pladen.

Med venstre hånd sørger tømreren for, at afstanden er fast. Når der er skåret langs hele pladen, vendes den om, og der brækkes op ved snittet. Til slut skæres papiret på gipspladen igennem.

Dette er en nem og hurtig måde at dele en gipsplade på. Ved større afstande kan metoden ikke bruges. Her måler vi 150 cm ind på pladen, og fagmanden vælger at sætte et mærke i både top og bund. Med hobbykniven skæres der langs vaterpasset, hvilket sikrer, at snittet bliver helt lige.

Når pladen er knækket, er det ganske nemt at skære resten af pladen igennem med hobbykniven. Skal der som her laves en udskæring midt i pladen, streges målene op, og det stykke, der skal fjernes, skraveres med blyanten.

Her er det ikke hobbykniven, men en sav, der benyttes. Bemærk, at saven vinkles en smule. På den måde er man fri for at skulle fase udskæringen bagefter. Mellem de to savspor lægges der et snit med hobbykniven, hvorefter stykket knækkes ned og skæres af, inden snittet fases.

Er det en stor plade, der skal deles på midten, kan den lægges over to bukke. Der skæres midt i pladen, som nu nærmest knækker af sig selv. Tilbage er blot at skære papiret igennem.