Hvis du blander linolie og harpiks, får du et hårdt ravlignende materiale, der kaldes linoliecement. Hvis du koger det og tilsætter træmel, kalkmel samt nogle naturlige farvepigmenter, har du opskriften på linoleum.

Opskriften på linoleum tog englænderen Frederick Walton patent på i 1860, og siden da er materialet gennemtestet i et omfang, de færreste byggematerialer ville kunne holde til uden at få et plettet ry. Verden over er kvadratkilometer efter kvadratkilometer gulvarealer beklædt med linoleum – uden at det har været nødvendigt at justere opskriften.

Mange har forsøgt at lave billigere kopiprodukter – vinyl er det seneste skud på stammen. Men ingen har kunnet fortrænge originalen. På 150 år!