Rustfri stålplader er robuste, forholdsvis billige og nemme at sætte op. Du kan bruge dem i køkkenet, nederst på døren som fodspark, eller du kan lime dem på trappens stødtrin, så du slipper for ramponerede flader.

De fleste køkkenfirmaer sælger stålplader på mål. Men hos den lokale smed er prisen meget lavere. Afhængigt af pladens tykkelse koster en kvadratmeter mellem 700 og 1400 kroner. Men du kan sagtens være heldig, at smeden har nogle rester stående, og så er prisen en helt anden.

Pladerne fås i flere tykkelser, fra 0,5 mm og op, hvor en tykkelse på 0,75 og 1 mm er rigeligt til de fleste formål. Du kan godt gå op i tykkelse, men det kan ikke anbefales at bruge tynde 0,5 mm plader.