Den gode gamle mursten er nem at bygge med, stærk, meget holdbar og med til at sikre huset en lang levetid. Faktisk er det svært at finde en eneste dårlig egenskab ved denne beskedne og alt for oversete hverdagshelt.

Den ligner ikke noget særligt, som den ligger der i al sin beskedne enkelhed. En firkantet klods af brændt ler. Hverken mere eller mindre. Men murstenen gemmer på kræfter, som ikke er overgået i de tusinder af år, mennesket har bygget med tegl.