Du har med garanti stået i trælasten og løftet den ene planke efter den anden og kastet dit kritiske blik ned ad dem og tænkt, kan det passe, at der ikke er bare ét eneste lige stykke træ i hele verden? Det er der skam, men vi snakker jo ikke om plast eller aluminium. Træ har så utroligt mange gode egenskaber, men ensartethed er ikke den mest fremtrædende. Der vil altid være en knast, et svaj, et vrid, en ujævnhed i overfladen. Det er træets natur, og selv det træ, der er skåret op og høvlet lige og lagt på hylder i trælasten, er levende og ændrer sig ved skiftende fugtforhold.