Uanset om det er bordpladen eller gulvet, du vil beskytte mod dagligt slid og de “festlige” uheld, har du brug for lidt viden. For vælger du alene efter udseendet, fx en flot sæbebehandling, risikerer du, at træet ikke er beskyttet tilstrækkeligt. Træsort og behandlingsmetode skal passe sammen, og behandlingen skal udføres korrekt. Det vil som udgangspunkt sige efter producentens anvisninger, fulgt op med fornyet behandling med jævne mellemrum. Rødvinspletter har ry for at være de sværeste at fjerne, og derfor har vi valgt at spilde den ædle drik på tre almindeligt brugte træsorter: fyr, ask og bøg.

Vi har valgt lyse træsorter, hvor de mørke pletter er en gru for øjet. Forsøgene skal vise, hvilke overfladebehandlinger der afviser rødvinsangrebet bedst på de enkelte træsorter. Da ask og bøg er næsten lige hårde, kan du som tommelfingerregel regne med, at det, der beskytter den ene træsort, også beskytter den anden, hvorimod det bløde fyrretræ skal have sin egen beskyttelse mod pletter.

Desværre kan du ikke altid vælge den allermest beskyttende behandling, fordi du fx ikke må bruge gulvlak på et køkkenbord, men så må du behandle oftere. Sidst i artiklen lidt om pletfjerning.