Flaget er en del af vores identitet. Ved fødselsdage, fodboldkampe og festlige lejligheder hejses det til tops. Og det bruges til at signalere om tilværelsens sørgelige begivenheder. Flagstangen er en del af denne helhed. Og er den afskallet og misligholdt, forstyrres en ellers højtidelig stemning.

REDAKTIONEN ANBEFALER: Har du styr på de danske flagdage og hvornår det smukke danske flag - Dannebrog - egentlig skal til vejrs? Dannebrog - få styr på det danske flag og flagdage.

Din flagstang bliver slidt af vind og vejr

Vind og vejr slider ubønhørligt på den fritstående flagstang. Den skal vedligeholdes som alt andet træværk, men for at blive det skal den lægges ned, og det afskrækker mange fra det ofte tiltrængte malerarbejde. Det kan ganske rigtigt se uoverskueligt ud, når man står ude i haven ved siden af den høje flagstang. Det er dog ikke det store problem, og to mand kan sagtens få lagt flagstangen ned på et øjeblik ved at vippe den over den bolt, der knytter den til soklen.