Med plakaten i dette nummer af Gør Det Selv er du godt hjulpet, hvis du står og mangler en træliste til et bestemt formål – eller har listen, men mangler navnet. Plakaten giver dig et overblik over de mest almindeligt forekommende trælister til vægge, lofter, gulve, bordplader, døre og vinduer. Langt de fleste trælister har et væsentligt hovedformål: dekoration. De lukker typisk for en overgang mellem fx væg og gulv eller gulv og dørtrin. I nogle tilfælde giver det dem naturligvis også en praktisk funktion, fordi de forhindrer skidt og snavs i at samle sig i sprækkerne. Men derudover kan de ikke ret meget andet end at sidde og se pæne ud. Men de kønne lister har en håndfuld fætre, som kan lidt mere end blot at se ud eller lukke for en sprække. Det er lister, som er udviklet til at udfylde en ganske bestemt funktion. Her præsenterer vi fire af dem – og så en, som i første omgang kan synes lige lovligt almindelig i denne sammenhæng, men som faktisk kan så meget forskelligt, at den fortjener en særlig plads i historien.