Hvordan bruges blad- og kanthængsler?

Det er ofte pladsforholdene, der bestemmer, hvor brede eller smalle bladene på et hængsel kan blive.

Bladhængsler / Back-flaps
Som udgangspunkt kan man sige, at bladhængsler med næsten kvadratiske blade – også kaldet back-flaps – får de bedste greb i forhold til skruernes og hængslets styrke.

Blad- og kanthængsler

De brede backflaps griber godt ind over fladen.

Kanthængsler
Men ofte skal hængslet sidde på en smal kant, og så er man nødt til at bruge den smalle variant af bladhængslet: kanthængslet.

Er materialerne, som hængslet skal skrues fast i, meget spinkle og har brug for støtte på hele kanten, skal man bruge et pianohængsel, som rækker over det meste af eller hele kanten.

Blad- og kanthængsler

Kanthængslet må klare sig med at gribe i noget smallere kanter.

Vigtigt om hængsler!

Hængslet skal kunne modstå vind og vejr, hvis det sidder ude. Til kraftige yderdøre, porte og hegn er det oplagt at bruge varmgalvaniserede udgaver. Til lidt spinklere udeopgaver kan man bruge messing eller rustfrit stål.

Særligt ved hængsler

De fleste blad- og kanthængsler fås med både runde og skarpe hjørner. Hængsler med rette hjørner nedfældes nemmest med et stemmejern. Hængsler med runde hjørner er lettest at nedfælde med en overfræser.

Dimensioner

Blad- og kanthængsler findes i rigtig mange forskellige mål. Typisk er målene opgivet med to tal. Det ene fortæller om hængslets længde, og det andet fortæller om hængslets bredde i opslået stand. Normalt angives højden som det første tal.

Der er også flere godstykkelser (pladetykkelser) at vælge imellem. Målet fremgår ofte af emballagen.

Bladhængsler Typiske pladetykkelser til gør det selv-brug:

  • 1,5 mm
  • 2 mm
  • 2,5 mm
  • 3 mm
  • 4 mm

Fås normalt i højder fra 20 til 75 mm og i bredder (opslået stand) fra 70 til ca. 300 mm.

Kanthængsler Typiske pladetykkelser til gør det selv-brug er:

  • 1 mm
  • 1,5 mm
  • 2 mm
  • 2,5 mm

Fås normalt i højder fra 30 til 130 mm og i bredder (opslået stand) fra ca. 20 til ca. 100 mm.

Muligheder: Samlet eller forskudt?

Når man køber et bladhængsel, skal man huske at se på det fra den ene ende. På nogle hængsler ligger de to blade tæt sammen, på andre ligger de adskilt, og på en tredje type ligger de forskudt til den ene side.

Sidstnævnte type giver mulighed for at lægge lågen et lille stykke ind bag skabets forkant – og døren/lågen en smule ind i karmen.

Den udgave, hvor de to blade ligger tæt sammen, kan have den fordel, at man kan montere hængslerne uden at skulle nedfælde bladene i træet – uden at de to dele, der skal samles, kommer til at ligge for langt fra hinanden.

Blad-og kanthængsler
  1. De spredte blade fældes normalt ned i skab og låge.

  2. Ligger bladene helt tæt, lægges bladene ofte uden på pladerne.

  3. Forskudte blade gør det muligt at lægge lågen lidt ind i skabet.