STOP! Hvis du ALDRIG sætter den sidste liste på, slipper du måske for den nye afgift på gør det selv-arbejde.

En ny afgift på gør det selv-arbejde i danske ejerboliger var det mest kontroversielle punkt på dagsordenen ved Skatteministeriets ugentlige pressemøde fredag den 1. april 2016.

Forbedringsværdiskatten (FVS) skal sammen med BoligJobordningen - i folkemunde kendt som Håndværkerfradraget - sikre en øget vækst i bygge- og anlægsbranchen.

Samtidig er det regeringens mål at komme sort arbejde til livs. Skatteminister Karsten Lauritzen har tidligere udtalt om BoligJobordningen, at "effekten på sort arbejde er begrænset".

Chefredaktør opfordrer til sjusk

På magasinet Gør Det Selv er chefredaktør Søren Prien rystet over udspillet fra regeringen, der vil ramme hans læserskare hårdt: "Det er et potentielt dødsstød for den foretagsomhed og flid, der er helt unik for danske boligejere."

Han har dog et par hurtige tips til de mange arbejdsomme boligejere:

"Forbedringsværdiskatten bliver fastsat ud fra kvaliteten af gør det selv-arbejdet, når projektet er helt afsluttet. Der er altså flere måder at udskyde, mindske og endda helt undgå at betale FVS."

"Et nemt stik er at gøre lidt mindre ud af finishen på sit gør det selv-projekt. Groft sagt at sjuske lidt, så værdien af arbejdet bliver vurderet lavere."

Grækerne kan vise vejen

"Den sikre løsning er simpelthen aldrig at afslutte sine gør det selv-projekter. Vi behøver ikke kigge længere end til Grækenland, hvor det i årtier har været kutyme at lade et par armeringsjern stritte op fra nystøbte bygninger," siger chefredaktør Prien og fortsætter:

"Selv små gør det selv-projekter kan jo nemt forblive uafsluttede i årevis. Fx kan man vente med at fuge de nye vinduer eller efterlade lidt isolering synlig i tagkonstruktionen."

GØR SOM GRÆKERNE, der ofte lader armeringsjern stritte op ad deres huse, som så aldrig (officielt) er blevet bygget færdige.

1. april 2016