Spar penge med en smappee

Hvis en familie på fire er opmærksom på unødigt strømforbrug og ændrer vaner og skifter de mest strømslugende apparater ud, kan der spares cirka 2400 kWh eller 5.000 kroner pr. år uden problemer.

Hvorfor er din elregning nogle gange skræmmende stor, og ved du, om du har elektriske apparater, der bruger unødigt meget strøm?

Det kan være svært at få overblik over, hvad der bruger meget strøm i dit hjem. Du kan få små forbrugsmålere, som du sætter i stikkontakten sammen med fx brødristeren, så du kan se, hvor mange watt den forbruger. Men det er besværligt, og faste installationer som komfur, ovn og tørretumbler er sværere at måle.

Smappee er en lille enhed, der kan give dig svaret på det hele. Den kan holde øje med dit elforbrug døgnet rundt, og den kan identificere hver eneste lampe og hvert eneste strømforbrugende apparat i dit hjem. Når den har gjort det, kan du ved hjælp af din tablet eller smartphone til enhver tid aflæse forbruget på de enkelte enheder – og ad den vej spare på forbruget, udskifte strømslugerne og hjælpe miljøet.

Sådan virker Smappee

Smappee leveres med tre klemmer (til en trefaset installation), som klemmes rundt om de tre kabler, der løber ind i din elmåler. Efter et stykke tid identificerer Smappee de enkelte apparaters særlige frekvens og opretter dem som enkeltenheder i den tilhørende app. Her kan du så, ved hjælp af logik, lidt tid og ihærdighed, identificere, om det fx er elgulvvarmen eller cirkulationspumpen, den har fundet.

Herefter navngiver du enheden og kan fra nu af følge strømforbruget og se, præcis hvad det tændte apparat koster dig i kroner. Så kan du selv vælge, om du vil slukke det lidt oftere eller måske skifte det ud med en lavenergimodel.

Find inspiration, vejledning og metoder til, hvordan du kan spare og optimere på energiforbruget i din bolig her.

Sådan installerer du Smappee

En Smappee til tre faser koster 1.699 kroner (find den ved at søge på internettet). Du kan også tilkøbe vand- og gasmålere og smartplugs (fjernbetjente stikkontakter). Har du et højt elforbrug, kan investeringen tjene sig hjem på få måneder.

LÆS OGSÅ: Ryk en energiklasse op