Let
Svær
Her efterisolerer vi med Multipor isoleringsplader - og helt uden brug af dampspærre.

Her efterisolerer vi med Multipor isoleringsplader - og helt uden brug af dampspærre.

Efterisolering uden dampspærre

Efterisolering af ydervægge kan foregå på mange måder, og det bedste er som regel at gøre det udefra. Men da det er meget omfattende, har alt for mange gennem tiden sat en ekstra, isoleret væg op indvendigt med dampspærre og gipsplader. Og det har efterfølgende givet mange problemer med skimmelsvamp og dårligt indeklima.

Det kan dog godt lade sig gøre at efterisolere væggene indvendigt og samtidig undgå de kedelige problemer med skimmelsvamp og fugt. Du skal blot bruge et isoleringsprodukt såsom Multipor isoleringsplader.

Brug Multipor når du efterisolerer uden dampspærre

De såkaldte Multipor isoleringsplader er 100 % diffusionsåbne og uorganiske. Det betyder, at de ikke kan angribes af hverken råd eller svamp. Pladerne afgiver desuden ingen skadelige stoffer og de har en meget høj isoleringsevne, som gør dem ideelle til efterisolering af eksempelvis kældervægge, hvor der ofte er risiko for høj fugtighed.

Multipor-pladerne sættes op uden fugt- eller dampspærre, og da de optager og afgiver fugt, i takt med at rummets luftfugtighed ændrer sig, er du altid sikret et godt indeklima.

Multipor laves i mange tykkelser, men vi vil anbefale 100 mm, der virkelig giver en god efterisolering.

Efterbehandling

Når pladerne er sat op, skal de efterbehandles. Efterbehandlingen består af en sandwich af klæber, armeringsnet og klæber igen, som tilsammen sikrer en hård og robust overflade, der så kan males på.

Det er vigtigt, at du bruger en diffusionsåben maling, så Multiporen kan ånde, som den skal. Tapet og tapetklister må du ikke sætte på, da de er organiske og derfor let angribes af svamp. Du må med andre ord ikke klæbe noget på væggen, som kan lukke fugt inde.

Hent den komplette vejledning til efterisolering uden dampspærre

I artiklen, som du kan hente her på siden, får du en komplet vejledning til efterisolering af ydervægge uden brug af dampspærre. I artiklen kan du bl.a. se, hvordan du forbereder væggene, sætter pladerne op, lægger kabler i isoleringspladerne - og meget mere.

Vi har også samlet en række links om isolering til inspiration.