Det får du i artiklen:

Hvad kan du gøre for at rykke dit hus en energiklasse op? Vi gennemgår:

  • Kom isolering i hulmuren Vil du for alvor skære i varmeudgifterne, så er hulmursisolering det rette sted at starte. Besparelsen er ganske betydelig.

  • Pak kældervæggene ind Omfangsdræn og efterisolering af kælderens vægge betaler sig.

  • Sæt energiglas i vinduerne Har dine vinduer kun et enkelt lag glas, eller to koblede enkeltruder, er det en god investering at skifte til energiglas.

  • Isoler skunken En uisoleret skunk leder en del varme ud, og det er der ingen grund til. Men det kræver lidt indgriben at isolere.

  • Isoler skråvæggene Det er et større indgreb i dit hjem at isolere skråvæggene, men du bliver belønnet for din indsats i form af sparede varmekroner.

  • Ekstra isolering på loftet Loftet er et godt sted at starte, hvis du vil spare penge på varmeregningen. Alt for ofte er isoleringen mangelfuld.

Hvis du har købt køleskab eller fryser inden for de seneste år, ved du sikkert, hvilken energiklasse det tilhører. Et køleskab med energimærket A bruger langt mindre strøm end sin ældre forgænger, der – hvis den overhovedet var mærket – var en energiklasse D, altså en strømsluger.

Skal du spare penge på køleskabets elforbrug, må du købe nyt. Men dit hus, som også kan få et energimærke, behøver du ikke at skifte helt ud, blot fordi det befinder sig i en kedelig energiklasse. Det kan du nemlig flytte en klasse op.

En ekstrem energisluger

Som eksempel har vi konstrueret et hus af ældre dato, som af vores energikonsulent har fået energimærket G.

Det har det fået, fordi det forbruger 430 kilowatttimer pr. kvadratmeter om året. Den samlede varmeregning er cirka 70.000 kroner om året. Det er voldsomt.

Helt så galt ser det forhåbentlig ikke ud hos dig, men for at skære pointerne ud i pap har vi valgt et hus, der er rigtig dårligt isoleret.

Sådan skærer du i varmeregningen

Vores mål er at vise dig, hvor det er værd at sætte ind, hvis du vil skære i varmeregningen. Måske kan du ikke flytte dit hus en energiklasse, men der er masser af kroner at spare ved blot at forbedre isoleringen centrale steder.

Vi ser her alene på den varme, der forsvinder ud af huset pga. dårlig isolering. Men vær opmærksom på, at skift af et gammelt, ineffektivt oliefyr alene vil kunne rykke huset en energiklasse.